Juniorkonfirmander og deres frivillige

At være sognemedhjælper og arbejde sammen med en flok frivillige er en stor gave og en stor opgave.
I Korup, et forstadssogn til Odense, har der i rigtig mange år været et tilbud til 3. klasserne fra den kommunale skole om at gå til juniorkonfirmand-undervisning 12-13 gange hvert efterår. De første år havde man også velbesøgte forældremøder før sæsonstart, men på grund af faldende deltagerantal er de droppet nu. Men børnenes interesse for undervisningen er intakt.

Over 90% af børnene melder sig, mellem 50-60 børn tager hver onsdag efter skoletid bussen til sognegården, der ligger ca. 2 km fra skolen, men heldigvis ved siden af en lille, rigtig smuk gammel, hvidkalket kirke.

Der er ansat tre undervisere til de tre hold, børnene bliver inddelt i. Den fælles andagt hver gang i kirken kan lægges først eller sidst alt efter lektionernes indhold. Og her deltager præsten altid.

Men det specielle ved undervisningen af alle disse børn er ikke os som undervisere – selvfølgelig kræver det en del planlægning og koordinering med så mange – men derimod alle de frivillige hænder, der melder sig hvert år. Det er en blandet flok, der kommer.

Der er 10-12 frivillige, hvoraf én har været med i over 10 år. De er med til planlægningen af alt det praktiske, og de deltager på de tre hold som hjælpere. De fleste er fri fra arbejdsmarkedet og på pension, bl.a. et par lærere/pædagoger, men nogle har job ved siden af.

Men hvad får mennesker til at bruge mange timer på denne måde? Jeg har spurgt Hanne Graver om, hvorfor hun er med. Hun er den af de frivillige, der har været med de fleste år. Hun bliver kaldt ”farmor” af både børn og voksne – hvoraf det kommer vides vist ikke!
Den ene del af hendes svar lyder: ”Når man har meldt sig til noget, så kommer man”, og det må jeg sige, at alle de frivillige gør,så vidt det er muligt. Den anden del af svaret lyder: ”Jeg kan godt lide børnene og de voksne. Børnene vil så gerne snakke, og
de fortæller én en masse, så jeg får rigtig meget ud af at være sammen med dem. Og sammen med de voksne har jeg det rigtig
hyggeligt, og vi har et godt fællesskab.” Her har vi alle en stor opgave at løfte.

Som underviser skal vi ikke kun være der for børnenes skyld. Som en af mine med-undervisere formulerer det: ”Det er et unikt fællesskab, hvor vi er hinandens næste på en anden måde end mange andre steder i det kirkelige landskab.” Så fællesskabet trives ved kaffen og kagen (medbragt på skift) og evalueringen efter hver lektion. Der bliver også evalueret, når vi har haft afslutning i
kirken med det store julespil, hvor alle børn medvirker. 
Før sæsonstart samles vi alle, fordeler opgaver og finder i samråd med de frivillige ud af, hvor de skal være og hjælpe til.

Der skal hentes børn ved skolen, og de skal krydses af, inden de kører med bussen. Der skal laves saft og stilles kiks frem til alle. Alle de praktiske gøremål, som de fleste sognemedhjælpere kender til. 
Men der skal også være tid til at spørge til Hannes små gamle katte, som hun holder så meget af. Én fortæller begejstret om udflugten, og én beretter om en knæoperation, der er forestående, og der bliver mindst én gang, hvor man er fraværende – men selvom der bagefter er genoptræning, så kan man jo sagtens komme med krykker og deltage i det meste. Man deler stort og småt med hinanden – og dét fællesskab gør, at der er et givende arbejdsmiljø, som også kommer børnene til gode.

Frivillige hjælpere – ja tak, en stor opgave, men også en stor gave. Tak. 

Anne-Gerd Bonde
Hole Skovvej 2
Odense NV 5210 | Tlf. 66 18 20 60