16,5 millioner kroner blev samlet ind over hele landet, det er en million mere end sidste år.
Over 22.000 indsamlere gik med ildhu til opgaven, og en femtedel af dem var i år børn og unge.
Finanskrise eller ej, så er danskernes engagement stigende, og mange føler sig mere
solidariske med de mennesker, der har det allersværest, nemlig dem der plages af sult i verdens fattigste lande.
Pengene fra dette års sogneindsamling skal nemlig bruges til at bekæmpe den sult, der plager en milliard mennesker i verden.
Her i Korup sogn fik vi også et rekordstort beløb i indsamlingsbøsserne i år, nemlig 19.558,- kr. og det er næsten 3.000,- kr. mere end sidste år.
Indsamlingsleder Marianne Høgedal vil gerne herigennem takke de 20 indsamlere og hjælpere meget for deres store indsats, samt også en tak for alle bidrag til borgerne i Korup.
Der er desværre hvert år husstande i Korup sogn, vi ikke når ud til, da vi ikke er indsamlere nok, men jeg håber, at hvis nogen har haft penge liggende klar, de så har haft mulighed for at støtte på anden vis efterfølgende.
Næste års sogneindsamling bliver søndag d. 7. marts 2010, så sæt allerede nu kryds i kalenderen. Håber at se jer alle igen og gerne lidt flere.
Marianne Høgedal