Af John Mikkelsen, sognepræst i Korup.
Hen over sommeren havde jeg studieorlov. Emnet for denne orlov var: ”Samernes kristianisering”. Emnet var meget spændende og lang tid gik der ikke, førend jeg stødte på en præst, der levede fra 1800 til 1861. Han hed Lars Levi Laestadius og virkede fra 1826 til 1849 i Karesuando, der er Sveriges nordligste sogn og fra 1849- 1861 i Pajala, der ligger ved den finske grænse ca. 170 km. fra Haparanda. Han er måske den præst der har betydet mest for kristendommen i egnene nord for polarcirklen.
Oprindelig ville han ikke have været præst, han ville hellere have været botaniker, men hans bror, der var en del år ældre end ham pressede ham til det. Intelligent, som han var tog han sin eksamen og arbejdede med botanik i sin fritid. I 1826 blev han præst i Sveriges nordligste sogn, fordi han kunne samisk og fra barnsben var blevet hærdet af det nordlige liv. Han gik dog i begyndelsen mere op i sin botanik end i det pastorale. Men han var dygtig og blev hurtigt udnævnt til provst.
Det svenske samfund var præget af meget alkoholisme og forbruget var enormt og Laestadius blev derfor fortaler for afholdsbevægelserne. Mange tog brændevinsflasken frem lige så snart de var kommet ud af kirkedøren, og det markederne der blev holdt ved kirkedagene var noget mere interessante end det, der skete i kirken. Nogen særlig effekt havde hans prædikener ikke på tilhørerne.
Vinteren 1844 skete der imidlertid noget. Laestadius drog på visitatsrejse sydpå til Åsele. Her mødte han en kvinde ved navn Maria, en kvinde, der for ham forekom langt mere helstøbt o mere ægte, end dem, han førend var stødt på. Hun kom og bekendte sig for ham efter en af hans prædikener i kirken. Hun belærte ham om nådens ordning, der var blevet rakt til os mennesker fra Jesus til Peter og videre til menighedens fællesskab, og hun belærte ham om syndernes forladelse, som var indholdet i nådens ordning. Det er ikke præstens akademiske snilde, hans formler, men Guds tilgivelse, der i hendes øjne var kernen i den lutherske kristendom. Deres samtale ændrede Laestadius fra at være en snild akademiker og til at være en sand forkynder, der forkyndte til menneskehjertet. Han fik en forsmag af himlens glæde ved dette møde og fra da af ændrede hans prædikener sig og fik en højere farve, som han selv udtrykte det.

Mennesker omvendte sig nu og lod brændevinen hælde ud, for denne hjertetro greb dem i grad, som ikke var set før på de kanter.
På min kone Vibekes og min tur derop stødte vi på mange tegn på, at vækkelsen stadig er der. I dag er det dog frikirkerne der har taget i folk, især i Finland, hvor laestadianismen har omkring 100.000 tilhængere.