Du er her: Forsiden / Prædikentekst til 18. Søndag efter trinitatis 2009

Prædikentekst til 18. Søndag efter trinitatis 2009

Mattæus 22, 15-22

Det største bud i loven

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve:  »Mester, hvad er det største bud i loven?«  Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹  Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.

Davids søn eller Davids herre

Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem:  »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.«  Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?

Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« v46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

Prædiken (Af John Mikkelsen)

Det er ved at være efterår og metrologerne har sagt, at om ikke ret lang tid, så kommer den første nattefrost. Ude omkring kan tegnene ses. Bladene begynder at falde af træerne og ligger i bunker rundt omkring og radiatorerne begynder vi at skrue op for. Vi skulle jo nødig fryse. Efteråret er til hygge foran pejsen og måske kører vi ned og køber en flaske vin, giver konen et ekstra kram og går ned i kælderen og finder de hobbyting frem af vores gemmer, som blev lagt væk da foråret pludselig brød frem.
På den måde der vender alt ting tilbage og bliver sådan som det var sidste år og året før.

Men hvor var vores hjerter, sjæl, sind og forstand her?

Var de ved det nære og naturlige? eller vægtede vi de åndelige værdier, det, der virkelig tæller her i tilværelsen?

Hvor meget tænkte vi på Gud i alle de situationer? Hvor var hjertet henne og hvad var det egentlig vi var styret af?

• Vi stod op om morgenen og gik ud på badeværelset, vaskede os og børstede tænder.
• Vi gik ud i køkkenet og åbnede for køleskabet, fandt de ting frem, som vi skulle spise.
• Herefter spiste vi og gik på arbejde.
• På vej hjem smuttede vi lige ind til Fakta og købte ind til aftensmaden.
• Da vi kom hjem blev der lavet mad og efter maden satte vi os i en stol, hvor der foran var en bog og et blad, en bibel og ugebladet søndag.
• Da tv avisen var færdig blev vi trætte og gik i seng.

Men hvor var hjertet, sjælen, sindet og forstanden her?

For dels vedkommende i vanen og andet ved det nære. Hjertet var hos vanen og det nære og ikke ret mange tænkte på den Gud, der har skabt hele verden. De nære og det naturlige vandt over det religiøse og de åndelige værdier. Kun ganske få skænkede Gud en tanke og endnu færre satte sig ned i andagt og bøn og glædede sig over alt det, som Gud har skænket dem.

Gud sagde til Moses og israelitterne: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind, af hele din forstand og din næste som dig selv.

Det gjorde vi ikke. kagen, hyggen alt det verdslige, det vandt over Gud. Vi elsker det verdslige mere, ja, Den almægtig Gud randt os overhovedet ikke i hu. Vore hjerter var ikke hos den Gud, som siger til os at vi skal elske ham. Og hvad med vore sjæle og de åndelige værdier. Vi skænkede det ikke en tanke. Jeg satte et eksempel op. Ugebladet Søndag og bibelen for at vise, at heller ikke de sjælelige værdier vinder. Det er ikke noget jeg bare slynger ud, det er min erfaring at bibelen sjældent kommer ned fra hylden. Der står den jo godt. Og hvad med forstanden, det fornuftige. Den er jo styret af hjertet, der som oftest vælger det der er det mest behagelige og ikke vil bøje sig i støvet for den, der altid er større end en selv.

Hvis vi skulle frelses ved loven, hvis vi virkelig af os selv skulle elske Gud af hele, Hele vort sind, hele vor sjæl, hele vor forstand og vor næste som os selv, ville vi gå fortabt, for Gud ville fordre af os, at vi skulle holde den til punkt og prikke. En lovgiver, han fordrer strenghed og absolut lydighed, den holder vi mennesker ikke og tit og ofte sker det først når vi er ude over livets kant, at vi overhovedet kommer i tanker om, hvad der er de højeste værdier her i tilværelsen, hvem som vi i virkeligheden skal give æren for alt de hele.
Det flotte efterår, vore gode venner, muligheden for idet hele taget, at leve, giver vi ikke Gud æren for. Elske vor Gud af hele vor eksistens, med både hjerte sind, tanker, forstand hud o hår, det gør vi ikke og skal der være tale om frelse, kan vi derfor ikke bruge loven. Den giver os mennesker erkendelse af, at vi ikke elsker Gud og ofte gør oprør mod ham.
At vi elsker mere os selv mere end vi elsker Gud, det er en konstatering og kommer der nogen og taler dette imod, så kommer selvretfærdigheden frem og laver et væld af undskyldninger for, hvorfor vi ikke gjorde sådan. vi skyder da skylden over på travlhed, samfundet, de andre og meget andet.
Egoismen og selvretfærdigheden er roden til alt dette. Men er der da ikke nogen vej ud af alt dette? Er vi for alvor sat udenfor kun med vores magelighed, det nære og os selv?

Findes Det?

Det gør det! Men vi må elskes forud for os selv, for det at elske Gud af hele os selv, det gør vi ikke. Og blev vi tvunget til at elske Gud og næsten, da ville vi fortvivle og gå til grunde. Vi må modtage kærligheden fra Gud, bøje os ned og tage imod hans tilgivelse. Det er den eneste farbare vej for os. Med minde vi da vil fortabes og gå til grunde.

Et er sikkert og det er, at vi skal dø, men frelsen den afhænger af nåden og tilgivelsen fra Gud, og den kan vi kun få af den Levende Gud, som sendte sin Søn til os. En snegl den kryber hen ad jorden og trækker en slimet linje hen ad vejen. Men vi mennesker vi har muligheden for, at høre Guds ord, lade hans lov omvende os, så vi ser, at de er en mulighed for os, at der er en glæde der venter os, når vi erkender, at den strenge lov, kunne vi ikke leve op til. Og Guds kærlighed til os mennesker var så meget stærkere end vores mangel på kærlighed til ham, at han sendte sin søn til os, det bedste han havde.

Han elskede os så meget af et fuldt og helt hjerte, et hjerte, der vil tage til nåde, en kærlighed der kæmpede for os mennesker, men som vi lod korsfæste. Hans kærlighed var så stor, større end vi i virkeligheden kunne fatte, at han gjorde dette for vores skyld og den kærlighed, som kom fra den levende Gud. Den kunne sætte fri.

Den levende Gud gjorde dette for vores skyld, han elskede os så meget forud. Men det er først når vi bøjer os ned og erkender vor skyld, at vi kan mærke hans tilgivelse af os. Ligesom vi må slå os for at få plaster på, må vi slå os på Guds lov før vi opdager tilgivelsen. Den opdages ikke af de trygge og de overfladiske, de sikre. Vi må falde på loven for at vi kan få nåden. Og kun den, der døde for vores skyld kan give os den.

Kærligheden skal komme os i forkøbet, men vi kan kun se den når vi opdager, hvor lidt vi elsker Vor Gud og vor næste og næstekærligheden det er ikke noget, som vi ejer af os selv. Det naturlige menneske, det elsker nemlig sig selv mere end det elsker sin næste, ellers ville der jo ikke have været nogen lov.
Kun den kærlighed, der kommer fra Gud selv den kærlighed der kommer til os mennesker kan frelse os. Og det er Guds søn Jesus Kristus, der elskede os så meget at han kom til os. Vores egoisme brød sig dog ikke om ham og vi slog ham ihjel, men han stod op og satte sig ved Guds højre hånd. Hans kærlighed var stærkere end alle vore svigt, og han viste med sin gerning at Guds kærlighed er og bliver den stærkeste. Hans nåde er den stærkeste og du er tilgivet og kan komme, som du er.

Vi må dog erkende og slå os på livet, slå os på Guds kærligheds førend vi kan komme til livets kilde, nåden.
Det smukke efterår er kommet til os og nu falder bladene af træerne. Vi trækker indenfor og varmer os ved pejsen eller brændeovnen, men oplevelsen af efteråret vil blive endnu skønnere, når vi husker på, hvem der har givet det til os, hvis vi bøjer os ned og siger Gud tak for det, som han har givet til os, hvis vi erkender, at vi som vi er ikke er tilstrækkelige i os selv og derfor er fuldstændig afhængige af ham, der er giveren.

Den Gud, der gav sig selv til os. Og som er skyld i at vi i det hele taget kan leve som mennesker her på jorden.
AMEN