Sådan lyder teksten i Johannes Johansens gendigtning af Carl David af Wirséns salme fra 1889.
Men hvordan kan noget dufte lysegrønt? Når vi synger salmen, får vi en masse associationer og billeder om sommerens varme og lyse dage, og det er alt dette, der ”dufter” lysegrønt. De lange lyse aftener, solen, der varmer os, de første jordbær osv.

Når jeg spørger mine konfirmander, hvorfor vi fejrer de forskellige højtider, er de aldrig i tvivl om, hvorfor vi fejrer jul. De ved, at vi fejrer det lille Jesus barn. Det lille barn, som blev født ind i en kold og ubarmhjertig verden, og at denne verden fra første øjeblik, barnet åbnede øjnene, stræbte ham efter livet. Det lille barn, der måtte så frygtelig meget igennem.

Når vi så kommer til påsken, bliver konfirmanderne lidt mere usikre. De ved grundlæggende godt, at påsken handler om Jesu lidelse, død og opstandelse, men påsken er dog noget sværere at forstå. Hvad var det, der skete de forskellige dage, og hvorfor var det, at Jesus skulle dø? Eller det sværeste spørgsmål af alle: hvordan kunne han overvinde døden? Efterhånden begynder konfirmanderne dog at få øjnene op for, hvad påsken handler om, og hvad budskabet er.

Så er det vi kommer vi til pinsen, og så bliver konfirmanderne for alvor forvirrede. Fra højtid til højtid bliver begivenhederne sværere og sværere at forstå, og det hele kulminerer i pinsen. Pinsen fylder ikke meget i vores bevidsthed, hvilket formentlig hænger sammen med, at vi i pinsen fejrer Helligåndens komme.
Helligånden kan være svær at forstå, og vi har da heller ikke ret mange bibelfortællinger til at understøtte pinsen, som det gælder for julen og påsken.

Men hvad betyder pinse så? Pinse kommer af det græske ord pentekoste, som betyder halvtredsindstyvende (dag efter påske). Ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 2,1-13 skete pinseunderet ti dage efter
Jesu himmelfart. Jesu disciple var taget til
Jerusalem, hvor jøder fra hele den omkringliggende
verden var forsamlede for at fejre påskens afslutning og pagtslutningen på Sinaj, hvor Moses fik Lovens Tavler af Gud.

Mens disciplene nu sidder forsamlet, kommer Helligånden pludselig over dem, og alt det, Jesus har fortalt dem, står nu lysende klart for dem, og de kan herefter fortælle om det på flere sprog. Helligånden gør altså den kristne tro, alt om Jesu liv, hans gerninger, hans død og opstandelse forståelig for disciplene, så de kan fortælle om det til andre; de kan nu forkynde det for hele verden.Ånden får ikke disciplene til at tale uforståeligt eller overnaturligt. De taler derimod et jævnt sprog, som alle kan forstå.
Dette betyder, at beretningerne om Guds
Søn ikke længere er begrænset til et bestemt
geografisk område, men tværtimod
spredes ud i hele verden, og den kristne kirke hermed bliver født.

Derfor kalder vi også pinsen for kirkens fødselsdag, for her blev de første små menigheder skabt og spredt ud over jorden.

Som sagt fylder pinsen ikke meget i vores bevidsthed, fordi Helligånden kan være svær at forholde sig til, hvorfor det da også er paradoksalt, at vi netop i pinsen fejrer klarhed og forståelse.

Derfor er det er heller ikke så mærkeligt, at konfirmanderne synes, det kan være svært at forstå. Det var det også for Kaj Munk ifølge de ord, han skriver i en prædiken fra 1941 ”Den Helligånd er jo en del af
Gud selv, der er hernede på jorden. Ja, hvad nytter det med forklaringer? I det øjeblik vi nævner ordet ånd, er vi ude over, hvad ord magter. Der er nogen, der mener: Hvad der ikke har hjemme i sproget, har hjemme
intetsteds! Det er ikke rigtigt.

Verden er mere end mennesket, mennesket er mere end sin egen tale. Fra hvad der ligger ud over mennesket, kom der bud til mennesket pinsedag...”

God sommer!

Anders Aastrup